Hvad er DARK?
Et undervisnings- og uddannelsestilbud inden for den rytmiske musik, tilrettelagt iht. Lov om Støtte til Folkeoplysning.
Siden oprettelsen af Rytmisk Musikkonservatorium i 1986 stod det klart, at der er et stort et behov for en gennemarbejdet og struktureret undervisning inden for dette område. Dette blev der rådet bod på ved oprettelsen af DARK, som blev etableret i efteråret 1988.
Hvad skal der til?
DARK er åben for alle, hvad enten du er amatør eller professionel. Der er ingen adgangskrav, dog afholdes der niveauprøve for alle nye elever før hver semesterstart for at sikre homogene klasser.
Undervisning mandag til fredag i tidsrummet fra 8-16, dog kan sammenspil foregå om aftenen.
Hvem underviser?
Lærerkollegiet består af en række udøvende professionelle musikere samt lærere, som er uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium eller tilsvarende uddannelsessteder i eller uden for Danmark.
Kursusgebyr:
Arbejdsformidlingskontorer (AF) og kommunale instanser har godkendt DARK-undervisningen som et uddannelses- og aktiveringstilbud iflg. ny lov om uddannelsesorlov § 1, stk. 4 af 21. november 1996. Det vil derfor være muligt at søge om at få kursusafgifterne dækket ved henvendelse til Arbejdsformidling eller Socialcenter.
Da der er kommunalt tilskud til undervisningen, betyder det, at man ikke kan modtage Statens Uddannelsesstøtte. Dog yder København Kommune et tilskud til kursusgebyret til arbejdsledige og bistandsmodtagere.
Der må påregnes udgifter til undervisningsmaterialer.
Niveauer:
Pensum er fordelt på 6 niveauer. De 2 første skal betragtes som grundkursus. Efter hvert semester afholdes prøver i samtlige fag, og resultatet af disse vil afgøre hvorvidt du er egnet til at fortsætte dit studie på DARK.
Den forventede tid for at gennemføre uddannelsen er 6 semestre samt 2 semestre til overbygning.
Fag:
De 8 fag, der undervises i er: Hovedfag (instrumental/vokal), obligatorisk klaver, hørelære, musikteori, rytmik/ percussion, sang, IT(musik på computeren) og sammenspil. Disse fag har i deres opbygning og indhold mange fælles træk med tilsvarende fag på Rytmisk Musikkonservatorium.
Hvad fører det til?
Efter at have bestået niveau 4 i samtlige fag + niveau 6 i hovedfag og et valgfag, (elever med sang som hovedfag skal have klaver som valgfag) kan man fortsætte med en overbygning på 2 semestre i pædagogisk undervisningspraktik. Derefter udstedes diplom, som giver mulighed for at undervise på følgende undervisningsinstitutioner :
Folkeskolens frivillige musikundervisning
HF Enkeltfag, musikundervisning
Gymnasiets frivillige musikundervisning
Højskoler
Almen voksenundervisning
Aftenskoler
Du må ikke have en fraværsprocent, der overstiger 15%. Du skal deltage i samtlige semesterprøver og evalueringer under hele studieforløbet.
Hovedfag:
Instrumentalundervisning
Undervisningen sigter mod en grundig teknisk beherskelse af hovedinstrumentet samt udvikling af de improvisatoriske færdigheder. I undervisningen indgår nodelære, becifringslære, generelt stilkendskab og improvisation
Hørelære:
Hørelære er et uundværligt redskab, når man skal orientere sig harmonisk/tonalt i musikken, og det er simpelthen nødvendigt, når det drejer sig om nedskrivning af musik. Der arbejdes med eftersyngnings- og efterspilsøvelser, bladlæsning, beskrivelse af interval- og akkordkvalitet samt diktat fra melodier og akkordprogressioner. Under bladlæsningstræningen (prima vista) arbejder vi ud fra bl.a. Berklee´s "Do Re Mi system" .
Musikteori:
Musikteori er baseret på analyser af gængse harmoniske vendinger inden for jazz, rock og latin-amerikansk musik. Udgangspunktet er en systematisk gennemgang af hele den rytmiske musiks harmoniske aspekter frem til i dag. Endvidere kommer vi ind på emner som becifringsnotation, sammenhæng mellem akkorder og skalaer, akkordlægning, stemmeføring, komposition og arrangement. På det udvidede niveau indgår en gennemspilning af elevernes materiale.
Obligatorisk sang:
Undervisningen indeholder: holdning, resonans, inspiration, elementær stemmetræning og artikulering. Et samspil mellem disse elementer skal udvikle en helhedsfunktion, som blandt andet skal bruges i faget hørelære. Obligatorisk sang er afsluttet når niveau 2 er bestået.
Obligatorisk klaver:
Klaveret er et uundværligt redskab for enhver musiker - uanset hovedinstrument f.eks. i forbindelse med hørelære, teori, komposition, arrangement og akkompagnement. Undervisningen knytter sig tæt til indholdet i de øvrige fag, og der vil bl.a. blive arbejdet med teknik, arrangement og becifringsspil, nodelæsning og akkompagnement i forskellige stilarter. Faget er meget omfattende og det forventes at eleverne selv har klaver eller keyboard.
Rytmik/percussion (Elementær rytmisk træning):
Dette fag indtager en central plads i oplevelsen og udførelsen af den rytmiske musik. Beherskelsen af kroppen (koordination) og evnen til at overskue komplekse rytmiske mønstre er et vigtigt skridt på vejen mod at udtrykke sig optimalt inden for rytmisk improvisationsmusik. Derfor arbejder vi i dette fag med at udvikle elevernes egen motorik. Desuden oplever man i løbet af kurset en styrkelse af sin periodefornemmelse, rytmisk træning, læsning af rytmer samt evne til at nedskrive rytmiske forløb. Endvidere vil vi spille congas/percussion med udgangspunkt i latinamerikanske/afrikanske rytmer.
IT. Obligatorisk kursus:
Dette fag tager sit udgangspunkt i computeren som redskab for musikeren og underviseren. Computeren er et fantastisk hjælpemiddel for en musiker/undervisers daglige virke. Men de mange nye muligheder stilles også nye krav for, hvor "checket" en demoindspilling af en sang, en jobansøgning, legatansøgning, et undervisningsmateriale etc. bør være. Hovedvægten vil blive lagt på lydarbejde i programmet Audio Logic. Vi vil herudover arbejde med hørelæreprogrammer, tekstbehandling, søgning på nettet, Band in a Box, musik til film og reklamer etc. Faget er obligatorisk efter første år og indeholder 4 niveauer.
NB! Det er et krav, at den enkelte elev har computer hjemme til at løse opgaverne på.
Sammenspil:
Sammenspilsholdene er de fag, hvor essensen af de teknikker og færdigheder, man har opøvet i de andre fag, bliver afprøvet og bearbejdet i praksis. Samarbejde, musikalsk kommunikation samt en fremhævelse af helhedsudtrykket frem for individuelle præstationer er nogle af de ting, der arbejdes med på disse hold. Repertoiret udarbejdes i begyndelsen af semestret og dækker et bredt stilmæssigt spektrum af den rytmiske musik. For at deltage i sammenspil kræves fra skolen et vist niveau. Den
instrumentale prøve vil afgøre, hvorvidt man kan deltage i sammenspil allerede fra 1. semester.
Musikpædagogisk grundkursus:
Dette fag indeholde 3 hovedtemaer: Pædagogisk planlægning, pædagogisk psykologi og lærer i formidlerrollen. Faget er obligatorisk for elever på sidste år.
Musikhistorie:
Obligatorisk for elever på sidste år.
Sammenspilsledelse:
Obligatorisk for elever på sidste år.
Lydstudieteknik:
Foregår i skolens eget studie og i skolens computer laboratorium. Tilvalgsfag.
Yderligere information:
Skoleleder Tom Kirkegaard
Mandag til Fredag mellem 9.00-10.00
Telefon : 32 96 86 43 Mobil : 40 30 86 43
Adminstration:
FOF, Lyngby Hovedgade 15 D, 2800 Kgs. Lyngby
Telefon : 45 96 01 00